Pressemeddelelse
Hun udstillede sjældent sine skulpturer, sendte kun få i handlen og levede det meste af sit liv i stor fattigdom. Med udstillingen Sonja Ferlov Mancoba trækker Statens Museum for Kunst (SMK) en af nyere tids mest betydningsfulde og kompromisløse danske kunstnere frem i lyset.
Gulnede avisudklip, tegninger, personlige breve, samtaler optaget på kassettebånd, klassebilleder og bøger. I foråret 2017 fik SMK syv flyttekasser med arkivmateriale fra den danske billedhugger Sonja Ferlov Mancobas (1911-1984) atelier og hjem i Paris stillet til rådighed. Og med det en unik mulighed for at dykke dybt ned i nye fortællinger om hendes liv og kunst.
Det er blandt andet dette arkivmateriale, der nu danner baggrund for en monografisk udstilling på SMK. Udstillingen Sonja Ferlov Mancoba præsenterer 140 værker af kunstneren – heraf flere originale gips- og lerskulpturer, der ikke tidligere har været udstillet – sammen med tegninger, malerier og collager fra årene 1935-1984.
Det store fællesskab
Det globale udsyn går som en rød tråd gennem Ferlov Mancobas kunst og liv. Hun udviklede tidligt sit helt eget kraftfulde formsprog, der voksede ud af en dyb interesse for ikke-vestlige kulturer. Interessen opstod allerede i 1920’erne, da Ferlov Mancoba som ung pige oplevede afrikansk kunst hos den danske samler Carl Kjersmeier. Hun fastholdt interessen livet igennem næret af samlivet med den sydafrikanske kunstner Ernest Mancoba. De to mødte hinanden i Paris i 1939, blev gift i 1942 og levede sammen resten af livet med sønnen Wonga.
Ferlov Mancoba følte sig som del af et større menneskeligt net, der gik på tværs af tider og kulturer. Og hun fandt især inspiration i kunst fra afrikanske kulturer, men også fra Ægypten, det ældste Grækenland og fra Indonesien, Mexico og Norden og andre egne og kulturer. Maske-motivet er et eksempel på Ferlov Mancobas arbejde med at bruge træk fra global kultur i sin egen kunst. For hende var der dog ikke kun tale om formmæssig inspiration. I de traditionelle, ikke-vestlige samfund fandt hun ting, der var resultatet af en fælles søgen efter spirituelt indhold. Og det blev også idealet for hendes eget arbejde og en hjørnesten i hendes kunstsyn.
For Ferlov Mancoba gjaldt det i overført forstand om at ”tage hinanden hånd i hånd” og skabe i fællesskab. Som et kritisk modtræk til den egoistiske, åndløse og materialistiske verden, hun følte, hun levede i, søgte hun med sin kunst at virke for det store fællesskab mellem mennesker på tværs af landegrænser og kulturer. I et brev til kunsthistoriker Troels Andersen formulerede hun det sådan: ”… Kun i kraft af hinanden kan vi leve og ånde og ingen skaber alene…”.
Kunstner og kriger
Ferlov Mancoba begyndte som maler, men det var skulpturen, som endte med at blive hendes primære kunstform. Ind imellem tegnede hun for at fastholde rytmen og udfylde pauserne i arbejdet med skulpturerne. Udstillingen på SMK udfolder for første gang hele Ferlov Mancobas livsværk. Den følger hendes kunst fra midt i 1930’erne, hvor hun var del af miljøet omkring gruppen linien og sammen med bl.a. Richard Mortensen og Ejler Bille kom på sporet af surrealismen. I 1936 tog hun videre til Paris, fik atelier ved siden af Alberto Giacometti, som hun blev ven med, og kom desuden i kontakt med kunstnere som Jean Arp og Joan Miró.
Af ler og gips byggede hun halvabstrakte væsener, vogterfigurer og masker. Nogle blev med tiden støbt i bronze, men mange nåede aldrig så langt, fordi Ferlov Mancoba kasserede dem, hvis hun ikke var tilfreds. Hun var skånselsløs i sin selvkritik. Et tidligt hovedværk endte i Birkerød sø, fordi det med hendes egne ord ikke ville ”makke ret”. Hun engagerede sig nødigt i det kommercielle kunstmarked og solgte kun få af sine arbejder med stor fattigdom og afsavn til følge. Ferlov Mancobas værker er resultatet af en kompromisløs bestræbelse på at udforme en ny, global, almenmenneskelig kunst. Den skulle både være af sin egen tid og trække på erfaringer og udtryk fra andre tider og fra både vestlige og ikke-vestlige kulturer. Og det skulle være en kunst, der igen kunne forbinde mennesker med hinanden og introducere åndelige værdier i massekulturens og forbrugssamfundets åndløse virkelighed.
Udstillingen er tilrettelagt i samarbejde med Musée National d’Art Moderne, Centre Pompidou i Paris, hvor den bliver vist i en mindre version i perioden 26.6.- 23.9. 2019.
Tak til The Estate of Ferlov Mancoba.
Topfoto: Sonja Ferlov Mancobas atelier. Foto: © Lena Jacobsson
Sonja Ferlov Mancoba arbejder med skulpturen Den lille nænsomme, Gudhjem, 1951.
Foto: Johnny Bonne / Ritzau Scanpix
Om Sonja Ferlov Mancoba
Sonja Ferlov Mancoba blev født i 1911 og voksede op i et velhavende hjem i Charlottenlund som datter af en parfumefabrikant og en kontorist. Som ung uddannede hun sig som kunstner og blev allerede tidligt del af den danske avantgarde i sammenslutningen linien. Som 25-årig bosatte hun sig i Paris og opsøgte mange af tidens toneangivende kunstnere som fx Alberto Giacometti, Joan Miró og Jean Arp.
I efterkrigsårene opholdte hun sig i Danmark og blev knyttet til spontant-abstrakte kunstnere omkring Høstudstillingen og COBRA, heriblandt Asger Jorn.
I 1942 blev hun gift med den sydafrikanske kunstner Ernest Mancoba (1904-2002) og sammen fik de sønnen Marc Wonga Mancoba (1946-2015). Bortset fra et femårigt ophold i Danmark fra 1947-1952 levede og virkede parret i Frankrig, i og uden for Paris.
Bog om Sonja Ferlov Mancoba
I forbindelse med udstillingen udgives et rigt illustreret monografisk bogværk om Sonja Ferlov Mancoba. Bogen indeholder artikler af Mikkel Bogh, direktør på SMK, Dorthe Aagesen, overinspektør og seniorforsker på SMK, Karen Kurczynski, Associate Professor of History of Art and Architecture, University of Massachusetts, Amherst og Pierre-Philippe Fraiture, Professor of French, University of Warwick, samt uddrag fra Ferlov Mancobas personlige arkiv, herunder gengivelser af fotografier, udklip, manuskripter og breve.
Forfatter Hanne-Vibeke Holst har foretaget et udvalg af en af Ferlov Mancobas centrale brevvekslinger fra 1950’erne og skrevet en introduktion.